Vanskeligt at vurdere landenes faktiske udslip
Det er meget vanskeligt at vurdere, om Kyoto protokollen i praksis vil føre til reduktioner i udledningerne af CO2. Det afhænger i meget høj grad af, om de industrilande, som udleder mest pr. indbygger, vil acceptere at foretage virkelige nedskæringer i deres udledninger. Disse lande er først og fremmest USA, Canada, Japan og Australien. Indtil nu har disse lande forsøgt at slippe udenom at nedskære deres faktiske udledninger af CO2, men i stedet opnå deres nedskæringer ved at handle med CO2-kvoter, plante nye skove mm.

Mulighederne for at opnå formelle nedskæringer i landendes udslip uden direkte at skære ned på udledningerne af CO2 er indeholdt i Kyoto protokollens såkaldte mekanismer. Mekanismerne har været et krav bl.a. fra USA for overhovedet at gå ind i nogen form for internationale forpligtelser. Problemet med mekanismerne er, at deres effekt på klimaudviklingen er vanskelig at vurdere, da det umuliggør en kontrol med landendes faktiske udslip.

CO2 udslip stiger fortsat

Ifølge klimaforskerne skal der langt større nedskæringer til for at undgå farlige klimaændringer end dem, Kyoto protokollen lægger op til - selv hvis de bliver opfyldt i fuldt omfang. Det sidste er endnu meget langt fra at være sikkert, specielt hvis de store lande med USA i spidsen sætter hælene i.

Udviklingen indenfor bølge-, vand-, biogas- og solenergi har derfor de seneste år været meget stor, fordi der er et stort politisk ønske om at effektivisere de alternative energiformer.
Især inden for solcelle-området er der sket en stor udvikling, så anlæggene i dag yder meget mere end tidligere.

Denne udviklingen har dog ikke kunnet hindre, at forbruget af fossile brændsler stadig stiger og dermed også udledningen af CO2.
Desværre synes Kyoto-aftalen bedre ud på
papiret end i praksis.

USA og nogle andre lande, kan og vil bruge
denne protokol til at købe sig ud af deres ansvar
ved at købe andres lande "underskud" af CO2 udledning

Kyoto aftalen i praksis
Kyoto-protokollen indeholder 4 mekanismer, der udstikker rammerne for, hvad der tæller med, når landenes reduktioner skal beregnes i henhold til protokollen. Mekanismerne betyder, at andre initiativer end reduktioner i landets egne udledninger, f.eks. gennem energibesparelser eller renere energiproduktion, tæller med i beregningerne af, om landene når deres reduktionsmål.

Efter vedtagelsen af Kyoto-protokollen har klimaforhandlingerne drejet sig om, hvordan protokollen skal fortolkes og gennemføres i praksis. Hvordan skal de 4 mekanismer bruges? Hvem skal kontrollere, om landene overholder deres forpligtelser? Hvordan skal det kontrolleres? Og hvilke sanktioner skal der være, hvis det viser sig, at et land ikke overholder sine forpligtelser?

1. Handel med udledningskvoter
I-landene har en kvote for, hvor meget drivhusgas hvert land må udlede. Hvis udledningen bliver lavere end det tilladte, kan den ubrugte udledningskvote sælges (Emission Trading).

Spørgsmålet om, hvordan kvotehandelen skal foregå og hvor stor en del af et lands reduktion, der må ske gennem handel med kvoter, har givet anledning til mange diskussioner, og man er endnu ikke blevet enige. Man har derfor vedtaget, at det først skal være muligt at handle med udledningskvoter fra 2008. EU og Danmark fastholder beslutningen i Kyoto-protokollen om, at handel kun må udgøre et supplement til den nationale indsats for at begrænse udledningen af drivhusgasser. Man frygter, at hvis det bliver muligt at købe billige udledningskvoter, vil handlen med kvoter gøre det mindre attraktivt at gennemføre reelle reduktioner i udledningerne. Særligt Rusland og Ukraine, der er forpligtede til at stabilisere deres udledning på 1990-niveau, vil formentligt have ubrugte kvoter, fordi industriproduktionen og dermed også udledningen af drivhusgasser er faldet siden Sovjetunionens opløsning, og det ser ikke ud til, at de vil nå at få reetableret produktionen de første mange år.

Et andet uafklaret spørgsmål er, hvordan handel med “ikke eksisterende forurening” kan gennemføres i praksis. Skal handlen foregå mellem regeringer, eller skal private virksomheder kunne handle med kvoter? Hvordan skal handlen overvåges, så der bliver tale om reelle reduktioner?

2. Muligt at fratrække kuldioxid
Kyoto-protokollen gør det muligt at fratrække kuldioxid, der optages i nyplantet skov på et lands drivhusgasregnskabet (Net Approach). Det er stadig uafklaret, hvordan reglen skal bruges i praksis. Diskussionerne har været komplicerede, fordi udformningen af de nærmere regler er vigtig for, hvilken effekt Kyoto-protokollen reelt vil få på udledningerne af drivhusgasser. Reglerne om skovplantning kan bruges til at sikre, at der bliver plantet mere skov, men reglerne kan også misbruges til at tildele sig selv og hinanden kreditter for skov, der ville blive plantet under alle omstændigheder. Reglerne om skovplantning rummer også en række tekniske problemer, blandt andet kræver det et detaljeret kendskab til skoven at beregne, hvor meget kuldioxid et skovområde optager.

For Danmarker er reglerne en glimrende motivation for at opfylde egen målsætning for fremtiden. Danmark har sat som mål at øge skovarealerne med 100%. Da Kyoto-protokollen gør det økonomisk attraktivt at plante skov, fordi skoven kan indgå i beregningen af Danmarks samlede udsplip.

3. Fælles drivhusgas regnskab
Kyoto-protokollen gør det muligt at begrænse udledningen af drivhusgasser i andre i-lande og få godskrevet det på sit eget drivhusgas regnskab (Joint Implementation). De nærmere regler er endnu ikke fastlagt, men Danmark har sat gang i et forsøgsprojekt i Østersøområdet for at engagere danske virksomheder og give myndighederne erfaringer med at overvåge internationale projekter. Man har blandt andet arbejdet på at effektivisere kulkraftværker og eksportere vindmøller og biomasseanlæg.

4. Projekter i u-lande kan godskrives
Kyoto-protokollen åbner også mulighed for, at et i-land kan
vælge at lave et projekt i et u-land og få godskrevet
reduktionen på sit eget regnskab (Clean Development Mechanism). Det kunne f.eks. være støtte til plantning af
skov og bekæmpelse af jorderosion. En risiko ved reglerne i Kyoto-protokollen er, at det bliver mere attraktivt at lave projekter i de rigere u-lande, der har en større udledning af drivhusgasser, frem for at hjælpe de fattigste lande, som
har et meget lavt energiforbrug.

print siden